Har du oplevet at sidde til morgenundervisning og opdage, at du har glemt at høre efter? Eller at du var til et rigtig godt foredrag, men noget tid efter må indse, at du ikke længere kan huske detaljerne fra det?
Du er ikke alene. Og bare rolig, det er ikke dig, den er gal med. Det er bare ikke så nemt at huske ting, når man sidder passivt og lytter. Faktisk er det relativt velunderbygget, at foredrag er en ineffektiv måde at undervise på. Kuren mod det kaldes deltagercentreret undervisning. Dette blogindlæg handler om, hvordan du optimerer din undervisning, så deltagerne får mest muligt ud af det.
Af Lene Lund Andersen og Christian Skjoldvang Andersen
Billede af Federica Galli fra Unsplash
Hvad er problemet med foredrag?
I vores erfaring er det meste formaliseret undervisning ude på afdelingerne, til gå-hjem-møder og konferencer planlagt som et klassisk foredrag. Underviseren taler, deltagerne lytter. Sådan har det været længe, så hvad er egentlig problemet med det?
I 1972 lavede forskeren Donald Bligh, sidenhen professor på Leeds universitet, et review hvor han gennemgik over 100 studier, der sammenlignede foredrag med andre undervisningsmetoder, primært forskellige former for gruppearbejde. Han konkluderede, at foredrag faktisk var effektive til at præsentere information - usuperviseret læsning var bare mere effektivt. Han konkluderede også, at foredrag var ineffektive til at stimulere tænkning på højere niveauer, og at foredrag sjældent påvirkede studerendes meninger og holdninger.
Der er løbet meget vand under broen siden 1972, men foredraget er stadig en af de mest populære undervisningsformer. Så hvordan kan det egentlig være?
Foredraget har selvfølgelig nogle fordele. Det er en billig og tidseffektiv måde at undervise mange på samme tid i en stor mængde stof. En anden grund til, at det stadig er så udbredt, er nok tradition. Det er det, vi bliver præsenteret for ude på afdelingerne, og dermed ender det også tit med, at det er det vi selv gør, når det er vores tur til at lave morgenundervisning.
Den udfordrede opmærksomhed og overbelastede korttidshukommelse
Grunden til, at foredrag er ineffektive, er, at vores opmærksomhed og vores korttidshukommelse ikke er bygget til at modtage store mængder informationer på én gang. Vores korttidshukommelse udfordres, fordi den kun kan behandle nogle få informationselementer af gangen, og overbelastes derfor nemt. Ved et klassisk foredrag overskriver vi derfor i praksis hele tiden informationerne i korttidshukommelsen, inden de har en chance for at blive lagret i langtidshukommelsen.
Vores koncentrationsevne udfordres, fordi deltageren ved et foredrag lytter og ofte er passiv. Forskning har vist, at vi kan koncentrere os 10-15 minutter af gangen, når vi er passive, hvorefter opmærksomheden daler. Den gode nyhed er, at vores opmærksomhed hurtigt kan restitueres til udgangspunktet, hvis vi skifter aktivitet undervejs.
Min undervisning i KBU
Et meget godt eksempel på det, er min egen undervisning som KBU læge. Jeg skulle holde morgenundervisning, fordi det skal man jo som KBU læge, og jeg havde valgt emnet miltlæsion, fordi jeg havde set en patient med diagnosen. Så jeg startede med at fortælle om casen, og derefter gennemgik jeg mere eller mindre lægehåndbogens afsnit om miltlæsioner. Og det er jo en meget klassisk måde at gøre det på, men alligevel er jeg ret sikker på, at der ikke er nogen, der husker min undervisning den dag i dag.
Så hvordan gør vi det bedre?
Hvis vi vil forbedre læringsudbyttet af vores undervisning, må vi altså have den udfordrede opmærksomhed og overbelastede korttidshukommelse i tankerne og beslutte os for - hvad er det vigtige, og hvordan kan vi hjælpe det med at finde vej til langtidshukommelsen. Til det skal vi se på deltagercentreret undervisning, som er det modsatte af, hvad jeg foretog mig under min undervisning i KBU. Her var jeg nemlig mest optaget af selv at komme igennem undervisningen uden at virke alt for uvidende, og havde altså mere fokus på mine egne behov, end hvad deltagerne skulle få ud af undervisningen, også kaldet undervisercentreret undervisning.
Deltagercentreret undervisning
Deltagercentreret undervisning har fokus på, hvad deltagerne tager med fra undervisningen. Der tages højde for korttidshukommelsen og opmærksomheden, ofte ved at fokusere på det allervigtigste og så gå i dybden med det, i stedet for at afdække en stor mængde stof, som højst sandsynligt hurtigt er glemt igen.
Så når vi planlægger vores undervisning, skal vi beslutte os for, hvad deltagerne skal kunne, når de går fra undervisningen, altså læringsmålet. Det lyder basic, og det er det også. Alligevel glemmer vi ofte at tænke over det, når vi planlægger vores undervisning. For hvordan skal vi finde ud af, hvordan vi lærer deltagerne noget, hvis vi ikke engang selv er helt klar over, hvad det er, de skal lære?
Constructive alignment
Inden for uddannelse bruger man begrebet constructive alignment som går ud på, at der skal være en direkte sammenhæng mellem de intenderede læringsmål og undervisningsmetoden samt vurderingsmetoden.
- Hvad er et konkret og målbart læringsmål?
- Hvilken undervisningsmetode understøtter læringsmålet?
- Hvilken vurderingsmetode kan afgøre om deltagerne har opnået læringsmålet?
Tankegangen er simpel, men udførelsen kan være svær. Læringsmålet skal være meningsfuldt. Hvis vi igen tænker på undervisningen om miltlæsion, så siger “have hørt om miltlæsion A-Å” ikke meget om, hvad deltageren får ud af undervisningen. For en kliniker på en kirurgisk afdeling ville det nok være mere gavnligt at kunne redegøre for skadesmekanisme og risikofaktorer ved miltlæsion, eller kunne genkende fri væske i abdomen på en CT. Et foredrag kan sagtens indeholde beskrivelser af begge, men hvis deltageren sidder passivt og lytter, så bliver ingen af læringsmålene direkte trænet - der er altså ikke constructive alignment. Det er her deltageraktivering kommer ind i billedet. Udover at tilbyde en kærkommen lejlighed til at restituere opmærksomheden efter et kort teoretisk oplæg, så giver deltageraktiverende undervisningsmetoder mulighed for at øve en færdighed direkte. Redegøre for skadesmekanisme og risikofaktorer? Bed deltagerne om at gøre netop dette ved at forklare det for hinanden (think-pair-share) eller svare på korte essay spørgsmål. Genkende fri væske på en CT; lad deltagerne tage stilling til billederne ved en quiz eller afstemning, før de får facit.
Blooms taksonomi
Når vi på den måde lader vores læringsmål styre hvilke undervisningsmetoder vi benytter, bliver det tydeligt at det ikke er helt uvigtigt, hvilke ord vi bruger, når vi skal beslutte, hvilket niveau noget skal læres på. Her synes vi, at det er hjælpsomt at kigge på Blooms taksonomi, som inddeler viden og kompetencer i et hierarki efter kompleksitet.
På de laveste niveauer finder vi; huske, forstå, og anvende. På de næste niveauer; analysere, vurdere og skabe. Det ene niveau er ikke “finere eller bedre” end et andet, men hvis vi forventer, at det underviste skal benyttes ude i klinikken, så er at huske måske ikke nok, så skal man måske kunne anvende eller analysere.
Næste gang du skal afholde undervisning
Så overvej følgende:
- Forestil dig, hvad er det helt præcist, at deltageren skal være i stand til efter undervisningen?
- Hvilket niveau i Blooms taksonomi svarer det til?
- Formuler læringsmålet
- Beslut hvilken undervisningsmetode, der understøtter læringsmålet
Vi har lavet en oversigt over, hvilke deltageraktiverende metoder man kan bruge til at understøtte sit læringsmål ud fra Blooms taksonomi, altså ud fra til hvilket niveau deltagerne skal kunne noget efter undervisningen. Oversigten kan du finde klar til download i slutningen af indlægget.
Et lille forsvar for foredraget
Foredraget er nogle gange den rigtige metode. Vi betaler gladeligt penge for at gå til foredrag eller konferencer, hvor man hører inspirerende og vidende personer enten fortælle om faglige ting, ny forskning eller noget helt andet. Vi hører podcasts og ser TED talks, der også fungerer som et slags foredrag. Og det kan give masser af inspiration og vi får mulighed for at høre eksperter forklare om det sidste nye indenfor deres felt. Så vi hader ikke foredrag. Vi advokerer for, at man overvejer, hvad det faktisk er, man gerne vil have at deltagerne skal have ud af den undervisning, som man har brugt tid på at forberede, og som afdelingen bruger tid og penge på, at vi afholder. Og ofte er det noget andet end endnu et foredrag om miltlæsioner A-Å.
Opsummering
Som læger bruger vi masser af tid på at undervise hinanden. Tradition og manglende viden gør, at vi ofte afholder undervisning, som er undervisercentreret i stedet for deltagercentreret. Hvis vi ønsker at gøre det endnu bedre, skal vi forsøge at gøre os bevidst, hvad vi ønsker, at deltagerne lærer og gøre undervisningen constructively aligned. Blooms taksonomi giver et sprog for, hvilket niveau viden og kompetencer skal undervises til, og vi tilbyder en oversigt over, hvilke deltageraktiverende undervisningsmetode, du kan benytte til hvert niveau. God fornøjelse med din undervisning!
Indlægget bygger på en workshop, vi afholdt ved MUK 2026. Hvis du er interesseret i, at vi afholder workshop hos dig, så kontakt os gerne.
Referencer
Teaching for Quality Learning at University, Fifth edition, 2022, Biggs J, Tang C, Kennedy G
Lüscher M, Konge L, Tanggaard L, Andersen SAW, Det gode foredrag, Ugeskrift for Læger 2024;186
Tilføj kommentar
Kommentarer