Mød Anita Sørensen, Chef for lægelig videreuddannelse, BFH

Hvad er god uddannelse i din optik?

Jeg synes, der er to områder, der har betydning, når vi kigger ind i, hvad god uddannelse er: læringsmuligheder og læringsmiljøet. Der er det her udtryk, at uddannelse ikke er noget man får, det er noget man tager. Jeg synes, at uddannelse er noget man både skal få og tage. Ansættelsesstederne skal tilbyde uddannelse, og uddannelseslægerne skal udnytte mulighederne og tage ansvar for egen læring, og derudover bidrage til et godt uddannelsesmiljø. Vi arbejder struktureret med indsatser i forhold til den lægelige uddannelse for at få sat nogle gode rammer, og få talt med afdelingerne om, hvad det er der skal til og hvad det er for nogle muligheder de har for at gøre uddannelse bedre. Vi skal desuden væk fra tanken om drift versus uddannelse, men tænke på, at uddannelsen er en del i driften og at vi derfor skal bruge arbejdstilrettelæggelsen til at gøre uddannelsen muligt. Der er selvfølgelig kurser og undervisning, der foregår ved siden af eller udenfor afdelingen, men det meste foregår i de kliniske funktioner.

Hvad er din baggrund, og hvordan er du endt i denne stilling? Hvad har været din karrierevej?

Jeg blev færdig som læge i 1992 i Aarhus, og ville egentlig gerne være speciallæge i gynækolog og obstetrik, men efter jeg selv blev mor, synes jeg det blev lidt svært det der med obstetrikken. Så jeg forsøgte mig med radiologi, men det var samtidig med, at radiologien blev mere akut, og der var meget lange vagter, som gjorde, at mit privatliv ikke hang sammen. Så jeg fik job som underviser på sygeplejeskolen på fuld tid, et job jeg blev meget glad for. Det skulle egentlig kun have været to år, men jeg blev der i otte år. Den eneste ulempe var, at der ikke var nogen patienter, men jeg trivedes rigtig godt i jobbet.

På et tidspunkt, da jeg var ved at være parat til at rykke videre i min karriere, så jeg et stillingsopslag som uddannelseskoordinerende overlæge i Randers, som jeg tænkte var lige noget for mig, for jeg var bidt af undervisning og uddannelse, og havde taget en diplomuddannelse i voksenundervisning og uddannelsestilrettelæggelse. Men jeg kunne jo ikke søge stillingen, da jeg ikke var speciallæge… Så jeg fik karrierevejledning af en venindes veninde, der var samfundsmediciner, og arbejdede med lægelig videreuddannelse. Hun foreslog mig at læse lidt om samfundsmedicin, fordi der var nogle ligheder med uddannelsesarbejde i den administrative del af samfundsmedicin, hvor planlægning og organisering også er en stor del af det. Så jeg startede i en introduktionsstilling i samfundsmedicin uden at vide, om jeg overhovedet kunne komme videre derfra. Det gik heldigvis forholdsvist nemt. Og da jeg var i sidste år af min hoveduddannelse i samfundsmedicin, blev stillingen som uddannelseskoordinerende overlæge ledig i Randers igen.

Så da jeg var færdig som speciallæge, søgte og fik jeg stillingen, som var på halv tid. Den andel halvdel af tiden arbejdede jeg som samfundsmedicinsk afdelingslæge. Efter det er mit arbejdsliv blevet fyldt med mere og mere uddannelsesarbejde, bl.a. som PKL, UAO, og sat i spidsen for et forskningsprojekt om hovedvejledning af KBU læger, samt lede opbygningen af et læringscenter på Regionshospitalet Randers; så siden 2016 har jeg arbejdet fuld tid med uddannelse. Jeg har også gennemført en master i læreprocesser.

Hvad betyder det at være Chef for Lægelig Videreuddannelse fremfor at være Uddannelseskoordinerende overlæge? Hvad er forskellen?

Jeg laver stort set det samme som en UKO, men jeg har et andet mandat som cheflæge. Hvilket selvfølgelig betyder, at jeg laver lidt nogle andre ting også. Det kom sig i forlængelse af overenskomsten i 2021, hvor de ledende overlæger skulle være cheflæger, og så skulle der være nogle ledende overlæger.

På Bispebjerg er vi ambitiøse omkring uddannelse, og har derfor også en ambition om at have en uddannelsesansvarlig ledende overlæge på alle afdelinger. Som UKO skal jeg lede de ledende UAO’er, så derfor besluttede direktionen, at jeg skulle have titlen som cheflæge. Jeg sidder derfor også med i hospitalets lederforum sammen med afdelingsledelser, stabschefer med mere. Det giver muligheden for “at råbe vagt i gevær” ved en uhensigtsmæssig udvikling i forhold til uddannelse, og bidrage til at rette direktionens og ledelsernes blik i retningen af lægelig videreuddannelse. Det giver altså et større mandat at være cheflæge, og det giver lettere adgang til de andre cheflæger, hvilket er rigtig vigtigt i mit arbejde. Det er derudover en del af prioriteringen på Bispebjerg Hospital at have en UKO på fuld tid, hvor det på flere andre hospitaler endnu ikke er sådan.

Hvordan ser en normal arbejdsdag ud for dig?

Halvdelen af tiden går med møder. Internt i huset er det møder med afdelinger, direktionen og stabe, fx økonomi. Jeg er overordnet ansvarlig for vores Udvalg for lægelig videreuddannelse, hvor vi holder 5 møder om året: 1 heldagsmøde og 4 halvdagsmøder med alle UAO’er og UKYL’er fra hospitalet. Derudover er jeg ude i hver enkelt afdeling og holde årlige udviklingsmøder, hvor vi sammen ser på deres evalueringer, strategien og igangværende indsatser. Jeg deltager også i den fælles introduktion af nyansatte læger og en lang række arbejdsgrupper, styregrupper, råd og udvalg.

Generelt bruger jeg meget arbejde på dialog omkring vores strategi og indsatser. Det har været en kæmpestor kulturforandring, der skulle ske på hospitalet, at lægelig videreuddannelse er en SKAL opgave, og det vigtige var, at direktionen stod fast på dette. Herefter kom UAO’er og cheflægerne med ombord, og i løbet af nogle år, kom der bedre og bedre integration af uddannelse på afdelingerne. Strategien har i meget høj grad bidraget til at højne niveauet. Så strukturen og kulturen er over tid blevet vendt, men det kræver løbende vedligeholdelse af indsatserne. Det bliver ved med at koste tid, og måske også mere og mere tid. Men god uddannelse giver også dygtigere læger, bedre patientbehandling, øget trivsel mv, så derved spares der også tid. Jeg tror, det går nogenlunde lige op.

Hvis du skulle komme med 3 gode råd, hvis man var blevet ansat som UKO på et tilfældigt hospital, og man gerne ville igennem den rejse, I har været igennem. Hvordan gør man det?

Noget af det vigtigste er opbakning fra og tæt samarbejde med direktionen, cheflægerne og ikke mindst UA(L)O’er og UKYL’er.

Derudover er det vigtigt at tænke strategisk omkring uddannelse, så det ikke bliver tilfældigt, hvordan uddannelsen foregår på de forskellige afdelinger, men at det er en opgave, der løftes både i de enkelte afdelinger og samlet på hospitalet. Og den store opgave ligger her i at få de specialer og afdelinger med, som ikke selv har haft tradition for at have fokus på lægelig videreuddannelse.

Det tredje råd er at være opmærksom på, at lægelig videreuddannelse kun er en af mange dagsordener. Det er derfor vigtigt at forsøge at arbejde ind i de andre dagsordener i det omfang, det er muligt.

Hvad kan du bedst lide ved at arbejde med uddannelse? Hvad er din motivation?

Jeg er drevet af ønsket om at gøre ting bedre, så jeg brænder jeg for alt, hvad der kan optimeres. For mig endte det med at blive lægelig videreuddannelse, jeg skulle optimere og forbedre, men det kunne nok godt have være et andet område.

Hvad oplever du som den største udfordring i dit job?

Det er vigtigt og til tider svært at få følgeskab, koordinere, udstikke en retning og forsøge at gøre det attraktivt for dem, der skal få det til at fungere ude i afdelingerne. Man skal som UKO have respekt for, at de har mange andre opgaver, de skal løse og andre faglige felter de skal holde sig opdateret på.

Hvad er dine håb for fremtiden i den lægelige uddannelse?

Mit håb er, at vi i højere grad tænker os som uddannelsesinstitutioner. Jeg håber, at vi får uddannet endnu flere speciallæger, der vil tage uddannelse på sig, og synes det er meningsfuldt også at tage ansvar for, at den næste generation af læger bliver uddannet godt. Derudover at uddannelsen bliver mere integreret i arbejdstilrettelæggelsen, hvor uddannelsesmulighederne også er. Det kan fx være i form af paraply ambulatorier, hvor der er en speciallæge, der primært superviserer yngre læger i ambulatoriet, eller superviseret stuegang, hvor speciallægen primært superviserer og har færre eller ingen patienter selv.

Hvilke trusler og udfordringer ser du for den lægelige videreuddannelse over de kommende år?

Jeg ser flere potentielle udfordringer. Vi står over for en tid, hvor den lægelige videreuddannelse er en politisk “varm kartoffel”. Det gør selvfølgelig noget godt, at det kan bidrage med øget fokus på området, men der er også en risiko for, at vi, der arbejder med lægelig videreuddannelse, bliver begrænset i vores råderum på grund af de politiske dagsordener.

Derudover arbejdes der aktuelt med “Fremtidens speciallæge”, hvor der bl.a. er anbefalinger på bordet omkring nye lægeroller og en mere omfattende kompetencevurdering i den lægelige videreuddannelse end den, der findes i dag. Jeg håber, vi kommer i mål med kompetencevurderingsprogrammer, fordi det vil være et stort løft til den lægelige uddannelse.

I 2022 skrev du, Kirsten Wisborg og Doris Østergaard en kronik i Ugeskrift for Læger, hvor I skitserede en struktur for en karrierevej inden for lægelig uddannelse. Mener du, at der i dag er en klar karrierevej for læger som vil uddannelse, eller skal der gøres yderligere tiltag?

Det er selvfølgelig forskellige fra hospital til hospital, men en af tingene, jeg synes gør karrierevejen lidt tydeligere, er opdelingen af UKYL’er i UKUL’er (uddannelseskoordinerende uddannelseslæger) og UKAL’er(uddannelseskoordinerende afdelingslæger, som nok skal omdøbes til uddannelseskoordinrende speciallæger = UKS). Der er også kommet en opdeling i UAO’erne, fordi der er kommet ledende UAO’er på nogle afdelinger. Det sidste er også et statement om, at man prioriterer uddannelse højt på de afdelinger, der vælger det. Der er stor forskel på, hvor godt man får klædt sine uddannelsesledere på til at lede den lægelige videreuddannelse, men det er noget vi forsøger at have meget fokus på.

Hvis du skulle give et karriereråd til en ung læge som ønsker at arbejde med uddannelsesledelse, hvad skulle det så være?

Jeg vil anbefale at søge karriererådgivning hos sådan nogle som mig. Man kan også gå til sin UAO eller PKL. Vi har alle, nok især UKO’erne, bred indsigt i den lægelige videreuddannelse og indsigt i de forskellige muligheder, der findes.

Man kan også overveje, om man skal lave et lille uddannelsesrelateret forskningsprojekt, om man skal være medlem af Yngre Lægers uddannelsesfraktion, i specialeselskabets nationale uddannelsesudvalg eller i DSMU, for på den måde at arbejde med og lære mere om uddannelse, samt blive mere afklaret med om det faktisk er det man brænder for, og om man gerne vil bygge sin karriere op omkring lægelig uddannelse. 

På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital prøver vi også at sørge for, at læger med uddannelsesledelsesansvar får lov til at komme med til DSMU årsmøde, MUK og/eller AMEE konference - også de yngre læger.

I en arbejdsgruppe under Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse i i Videreuddannelsesregion Øst er vi i gang med at udvikle en ny og udvidet kursusrække til uddannelsesledere og -givere, så der er en mere tydelig kursusrække, der henvender sig til alle de forskellige uddannelsesfunktioner, altså både UKUL, UKAL, UAO med mere.

Er det noget, du gerne vil tilføje her til sidst?

Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at hospitalerne har både et internt og eksternt ansvar. Vi skal have nogle mennesker, der kan indgå i diverse samarbejder nationalt og regionalt, og som har kompetencerne til det. At være UKO handler også om andet end sit eget hospital, der skal også arbejdes udadtil for, at det hænger sammen og har den ønskede effekt.

Hvilken litteratur vil du anbefale, hvis man interesserer sig for lægelig uddannelse?

Jeg vil for det første anbefale, at man bliver medlem af DSMU, hvis man interesserer sig for lægelig uddannelse. De udbyder webinarer løbende, afholder årsmøde og workshop i forbindelse med årsmødet. Hvis man gerne vil læse mere om evidensen bag lægelig videreuddannelse, så har bl.a. AMEE mange guidelines, som man kan dykke ned i. Der er rigtig mange, så jeg vil anbefale, at man bare vælger dem, man synes lyder spændende og relevante.

Læs mere